Døden - Del 2

Pludseligt blev der igen stille, og i det fjerne kunne jeg høre noget runge. Ligesom når en meget stor person træder hårdt ned i gulvet. Så bare i slowmotion. Det var underligt, men jeg følte mig pludselig fri. Den stemme jeg havde hørt fra før måtte have været gud. For pludseligt følte jeg at han var til stede. Jeg var glad for at det var himlen jeg havde nået, og ikke det grusomme helvede hvor folk som Hitler, Staling og alle andre psykopater er kommet hen.

Pludseligt hørte jeg en ny stemme sige, "Mit barn. Velkommen. Jeg er ked på dine vejne, men sådan gik endnu en af naturens gange". Jeg vidste bare a tdet var gud. Det måtte det være. Hans stemme lød så fredelig og venlig. Ikke som al den voldelighed i verdenen som ikke var til at holde ud. Hvert gnavne menneske man mødte. Hver fulderik der kom slentrende hen ad gaden, med en tom ølflaske i den ene hånd, en smøg i munden, og ødelagte buksekanter. Pludseligt syntes jeg at verdenen lød så grusom. Ihvertfald sådan som jeg opdigtede det fra mit hoved af. Pludseligt mærkede jeg et stik i mit hjerte. Jeg var ked af at min mor og far ikke kunne komme med, for så kunne de havde oplevet den tryghed der var her, og friheden. Jeg var ikke bange for noget mere. Jeg følte mig pludselig meget modig. Pludseligt kunne jeg se en lysende skikkelse foran mig med armene ustrakte til hver side. Det måtte så være gud. Han smilede, og rundt om ham kom lysstråler ud fra hver side. Han kom tættere, nærmest svævede tættere. Jeg kunne ikke se hans fødder for den hvide farve, men gud kunne ikke være fodløs, så jeg vidste at han havde dem.

Jeg mærkede en varm arm om min skulder der gav mig et ryk. "Dit himmerige" sluttede han af med. Så gik en forgylden port op, og jeg så rundt. Det var helt fantastisk. Jeg var inde i himmerige, og alle tog så godt imod mig. Der var ikke skyer over det hele som jeg havde forestillet mig. Der var hvidt, og så nogle kære englebørn der fløj rundt i nøgne klæder. Man kunne se deres søde små vinger der baskede på livet løs. "Skal jeg være her for evigt?" spørgsmålet spruttede nærmest ud af mig. Jeg kunne ikke holde det inde mere. Jeg håbede allermest på et glædesfuldt ja. Han måtte vide hvad jeg helst ville have. Istedet for at svare, tog han noget op af sin lomme. Han lagde det i min hånd. Det var en trekant ud af det pureste guld. Den var tung, og føltes dejlig varm. "Hvad er det?" spurgte jeg istedet. Spørgsmålene stod i kø rundt om mig. "Put den i dit hjerte mit kære barn" sagde han. Jeg forstod ikke helt. ville han have at jeg stak den spidse ting ind i mit hjerte? Så ville jeg jo d.. nå nej. Jeg glemte at jeg allerede var død. Pludseligt gjorde han noget meget uforventet. Han formede et kors med sine fingre, og pludseligt føltes min hud så blød lige det sted hvor mit hjerte var.

Det var en ubehagelig følelse. Langsomt prøvede jeg at putte trekanten ind gennem min hud. Det lykkedes for mig. Jeg kunne ikke mærke det, og min hud føltes som skumgummi. Et øjeblik var jeg i tvivl om det hele var rigtigt. Det virkede så uægte. Men alligevel ville jeg ikke miste troen på det jeg så. Jeg hørte en dejlig klikkelyd. Pludseligt voksede der små vinger ud af ryggen på mig. Og da opdagede jeg at jeg ikke længere befandt mig i mit hverdagstøj. Nej jeg befandt mig i en fin hvid kjole. Jeg følte mig så fin, og lod flere gange mine hænder løbe ned over kjolen. Så fin. Først da begyndte gud at svare på mit tidligere spørgsmål. "Ja du vil være her for evigt. men det skal du ikke være ked af. den grusomme verden jeg har skabt dernede er ikke noget for sådan en nyskabt pige som dig. du fortjener ikke at leve dernede blandt de voldsomme mennesker". Jeg mærkede en glædeståre strømme ned af min ene kind. De ord havde virkeligt rørt mig. "Men hvad med min far og mor?" spurgte jeg så. "Når deres tid er forbi vil de også komme herop" var guds sidste ord inden han forsvandt og overlod mig til englene.

Det var faktisk slet ikke meningen at her skulle have været en 2'er. Men min ven insisterede på det, og jeg blev selvfølgelig glad for at høre at han ville læse mere (: