The piano

”Et nyt klaver?” udbrød Viktor, da hans far kom brasende ind ad døren med et klaver efter sig.
Han hev og hev for at få det igennem døren og over dørkarmen, og til sidst lykkedes det.
”Jep, kan du lide det?” spurgte han og så på Viktor der stod med munden på vidt gab.
”Far. Jeg ved ikke om du har bemærket det, men vi har allerede et fint klaver der står inde i stuen” mumlede Viktor og lagde armene over kors. ”Hvad skal vi med et til klaver?”
Hans far tørrede sved af panden, og lagde sin hånd på klaverets mørkebrune træ. ”Jeg kom tilfældigvis forbi genbrug på vej hjem fra arbejde, og så så jeg dette vidunder i vinduet. Det kostede kun 50 kr. og det virkede som om sælgeren gerne ville af med det”.
”Det kan sikkert ikke spille. Derfor den lave pris” sagde Viktor. Han gik hen til klaveret og trykkede ned på en af tangenterne. Klaveret gav en flot lyd fra sig som både var høj og meget nøjagtig.
”Det spiller da som en drøm” sagde hans far, og skubbede det videre ind i deres stue.
”Men hvor skal det andet så være? Vi kan ikke have to på samme tid, kan vi?” spurgte Viktor der selv var blevet overrasket over den gode lyd tangenten havde givet fra sig.
”Vi flytter bare den anden op på loftet. Så kan det være vi sælger den en dag” sagde hans far, og løftede den ene side af klaveret over dørkarmen til stuen, og derefter den anden.
Viktor rystede på skuldrene. Det var i øvrigt heller ikke hans problem hvor mange klaverer de skulle have. Han spillede ikke på dem selv.

Da hans far havde flyttet det andet klaver væk fra der hvor det plejede at stå, og havde sat det nye klaver ind på det sted i stedet dukkede Viktors mor op i døren.
”Hvad er det?” spurgte hun og lagde armene over kors idet hun lænede sig ind mod dørkanten.
Viktor kunne ikke forstå hvorfor hendes mor spurgte om det, alle kunne da se at det var et klaver.
”Vi har fået nyt klaver, skat. Til den billigste pris man kan tænke sig, og det andet sælger vi en dag for det tidobbelte” svarede Viktors far.
”Det lyder godt men kan det spille?” spurgte hun og gik tættere mod klaveret.
”Som en drøm” lo Viktors far og trykkede ned på en tilfældig tangent. DING, svarede klaveret.
Det var utroligt. Det spiller meget bedre end man skulle tro et klaver kunne gøre. Den rammer tonerne præcist og der er ingen fejl med klaveret, tænkte Viktor, og lagde hovedet på skrå.
”Gud hvor lyder det godt” udbrød hans mor overrasket. Hun satte sig ned på klaverstolen foran klaveret og strakte sine fingre ud. Derefter begyndte hun at spille starten af, Happy Birthday.
Typisk min mor, tænkte Viktor og lo. Det er det eneste hun kan spille.
Viktors far afbrød hende. ”Vil du ikke hjælpe med at bære det andet op på loftet?”
”Jo, men så vil jeg ned og spille igen. Jeg kan ikke forstå at nogle har villet skille sig af med dette fantastiske klaver” sagde hun og rejste sig fra klaverstolen.
”Klaverallergi?” spøgte hans far og tog fat om den ene side af klaveret imens hans mor tog fat om den anden side. Sammen fik de løftet den ud af stuen og ind i entréen hvor trappen op til loftet var.
Jeg tror ikke der er noget der hedder klaverallergi, men måske træallergi, tænkte Viktor.
I et øjebliks stilhed stod han bare ved siden af deres nye klaver og kiggede på det. Helt automatisk trykkede hans finger ned på en af tangenterne, og i det næste øjeblik sad han på klaverstolen og trykkede på alle tangenterne samtidig.
Det er utroligt, tænkte han. Selvom jeg bare trykker rundt på alle tangenterne lyder det faktisk godt.
Men han tænkte hele tiden over at det måtte være en eller anden fejl ved klaveret. Ellers ville ingen have skilt sig af med det for en 50’er.
Han begyndte at studere klaveret, og han åbnede det indvendigt så man kunne kigge lige ind i det.
Der var meget mørkt, men også meget støvet.
Hurtigt fik han hentet sin lommelygte og lyste ned i klaveret, imens han hele tiden prøvede at holde vejret så han ikke fik støv i lungerne.
Da han havde kigget lidt rundt i det havde han stadigt ikke fundet nogen fejl. Det hele var så fint.
Men lige da han skulle til at smække klappen i fik han øje på noget.
På indersiden af træet var der noget mørkerødt. Det lignede at det var en del af klaveret, men da så Viktor at det var en blodplet! På indersiden af klaveret.
”Føj hvor klamt” udbrød han, og mærkede et koldt gys ned af ryggen på ham. ”Nu kan jeg sagtens forstå hvorfor ejeren skilte sig af med den. Det der kommer sikkert aldrig af igen”.
På en måde var han lidt skræmt, for hvad havde den blodplet at gøre nede i selve klaveret?
Det kunne være at en havde skåret sig da vedkommende måske skulle gøre rent inde i klaveret. Det kunne være så mange ting, men Viktor undlod at fortælle hans forældre om det da de kom tilbage.
Hans far ville flippe ud og løbe ned til genbrugsbutikken for at klage, og så ville der bare blive ballade.
Desuden gjorde blodet jo ingen skade hvis det var inde i klaveret hvor ingen kunne se det.

Da Viktor om aftenen skulle til at sove lå han i sengen og spekulerede på hvorfor blodet mon var der. Egentligt burde han være ligeglad, men han kunne ikke få tanken ud af hovedet.
Det kunne også bare være maling, men det lignede mere blod.
Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og lidt efter faldt han helt automatisk i søvn.
Han vågnede om natten ved 1-tiden fordi han kunne høre klavermusik. Han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at banke hurtigere af angst, og det løb ham koldt ned af ryggen.
Var hans far mon stået op for at spille klaver, eller havde de mus i klaveret? Men det sidste kunne ikke være rigtigt, for melodien der blev spillet inde fra klaveret af var for perfekt til at kunne være en mus der bare spænede hen over klaverets tangenter.
Viktor åbnede munden for at råbe, far, men han tav i stedet. Hvis det var hans far skulle han bare have lov til at spille i fred. Det kunne være at han var stået op om natten for at spille fordi han var bange for at andre skulle høre det
Derefter tænkte Viktor ikke mere over det. Han trak dynen længere over hovedet og prøvede at ignorere klavermusikken som i bund og grund var ret god.
Men efter en time spillede klaveret stadigvæk, og det havde det gjort uafbrudt siden Viktor vågnede.
”Så er det nok” udbrød Viktor. ”Han ville have sin nattesøvn. Han skulle op i skole næste morgen, og hans far kunne ikke være bekendt sådan at spille midt om natten”.
Han slog dynen til side og rejste sig fra sin seng. Forsigtigt listede han ud i entréen og hen mod stuedøren.
Var det mon en god idé? Hvad hvis det ikke var hans far, men måske en tyv der havde sneget sig ind for at spille klaver. Nej, det var helt sygt.
Forsigtigt gik han hen mod døren til stuen, og kiggede ind. Der var helt mørkt men ovre ved klaveret kunne han lige skimte en. Det var en person der sad med ryggen til ham og spillede klaver.
Personen havde åbenbart ikke opdaget at han var kommet ind i stuen.
Forsigtigt listede han sig hen mod klaveret da han fik øje på noget der virkeligt gav ham kvalme.
Personen der sad og spillede var en dame. Det kunne han se, for ned af ryggen hang langt krøllet, gråt hår. Det kunne ikke være hans mor, og bestemt ikke hans far – men hvem var det så?

Han ville løbe tilbage mod værelset for at ignorere det hele. Måske var det en drøm, men da holdt klavermusikken op, og med et forskræmt blik så han hen mod klaveret.
Damen der havde siddet og spillet havde rejst sig fra klaverstolen, og havde vendt sig om mod ham.
Viktor ville skrige, men han kunne ikke få et ord frem af væmmelse.
Damen var helt bleg, og i der hvor hendes øjne skulle have siddet var der i stedet to sorte huller.
Hun var iklædt fint gammeldags tøj, og da han fik øje på hendes hænder gav han et lille skrig fra sig, men det var ikke højt nok til at hans forældre kunne høre det.
I stedet for damens hænder var der intet! Hun havde arme, men der hvor hånden og armen hænger sammen var der intet. Hun havde ingen hænder, og hun var på vej over mod ham i snigende skridt.
”Hvem er du?” udstødte Viktor, og trådte få skridt tilbage. Han kunne ikke få blikket væk fra hendes håndløse arme.
Damen svarede ikke, men trådte i stedet endnu et skridt hen mod ham.
Viktor gik længere tilbage og stødte ind mod væggen. Han kunne ikke komme længere.
Damen begyndte at gå, nærmest svæve hen mod ham, hun var helt kold i ansigtet, og tør.
Da hun var kommet helt hen mod ham troede Viktor at hun skulle til at gå ind i ham da hun pludseligt bare forsvandt ud i den blå luft.
Viktor mærkede hans ben give under efter sig, og han sank sammen på trægulvet i stuen.
I samme øjeblik gik døren op til hans forældres værelse, og hans far og mor kom løbende hen mod ham halvt vågne. ”Hvad er der sket, Viktor? Hvad laver du så længe oppe?”
Viktor kunne stadig ikke tro det han havde set, og han vidste ikke hvad han skulle sige til sine forældre.
”D-der var en dame” fik han fremstammet. ”Derhenne”. Han pegede hen på klaveret der nu stod helt tomt, uden en dame.
”Hvad snakker du om?” spurgte hans far, og gabte. ”Vi hørte dig skrige. Hvorfor?”
”Der sad en dame uden hænder og øjne og spillede klaver” forklarede Viktor selvom han vidste at det lød dumt. ”Hun gik hen mod mig og så forsvandt hun”.
Først stod hans far og mor lidt og kiggede på ham, men så brød hans mor ud i latter, ”en dame uden hænder der spillede klaver? Man kan ikke spille klaver hvis man ingen hænder har”.
Viktor kunne høre at de ikke troede på ham, men hans mor havde ret. Hvordan kunne en dame uden hænder spille på klaver? Det hele var så mystisk.
”J-jeg drømte sikkert bare” sagde Viktor så. ”Jeg går i seng nu. Godnat, tag jer ikke af mig”.
Han vendte om og gik hen mod sit værelse imens hans forældre stod og så nervøse på ham.
”Du tror vel ikke han..” spurgte Viktors mor så hans far.
”Nej da. Selvfølgelig er han ikke blevet skør. Han har bare set for mange gyserfilm” afbrød han hende.

Næste morgen da Viktor stod op havde han ikke ligget og tænkt på andet end damen han havde set.
Han skyndte sig at få tøj på og løb ind i dagligstuen. Klaveret stod der stadigt tomt, uden nogen dame, og den eneste støj der var, var hans mor der stod ude i køkkenet og lavede morgenmad.
Viktor nærmede sig klaveret, og satte sig på den stol hvor damen havde siddet.
Den var stadig varm, altså havde nogen siddet der. Det var ikke bare en drøm. Det var virkeligt.
Han strøg sin hånd hen over tangenterne, og han kunne nærmest mærke varmen fra hvor hun havde spillet.
Forsigtigt satte han sig ned på klaverstolen og begyndte at trykke på de forskellige tangenter der stadig var varme. Pludseligt begyndte han at spille den samme melodi som damen havde spillet i nat, uden at han selv var klar over det. Med et par fejl ind imellem lød det præcist som det han havde hørt i nat.
Pludseligt blev han afbrudt af sin far der var kommet hen til ham.
”Hvor har du lært at spille det henne?” spurgte han fornøjeligt, og tog en slurk af sin morgenkaffe. ”Du plejer da ikke at kunne spille klaver?”
”Det var den melodi jeg hørte her i nat” forklarede Viktor. ”Hørte I den ikke?”
Hans far rystede på hovedet.
”Men den var der” sagde Viktor så og spillede videre. Hele tiden den samme melodi, om og om igen.

Da Viktor havde været i skole og var kommet hjem gik han straks hen til klaveret og følte på tangenterne. De var ikke varme mere, og han kunne ikke huske hvordan han havde spillet melodien selvom han havde hørt den så mange gange.
Men natten over blev han igen afbrudt af den samme melodi der kom ind fra stuen.
Han besluttede sig denne gang for at bevise det hele for sin far og mor.
Forsigtigt, i nattøj, listede han ind mod dagligstuen hvor den samme håndløse dame sad og spillede den melodi som hun havde spillet forrige nat.
Han fik hevet sin mobil frem med kamera og begyndte at filme hende. Han filmede og zoomede, han skulle være helt sikker på at hans mor og far så alt.
Da han havde filmet nok gik han i seng igen. Han faldt ikke så let i søvn da damen nu havde skiftet over til en anden sang. En der var mere gang i, men også sørgelig på samme tid.
Næste dag var klavermusikken forsvundet, og det første Viktor gjorde var at løbe ind til sin mor og far med sin mobil.
”Se her. Se nu her” råbte han, og fandt filmen frem hvor han havde filmet.
De så nysgerrige til imens filmen blev afspillet. Viktor holdt mobilen op mod dem så de kunne se det hele tydeligt og tæt på.
Da filmen var slut så han på sine forældre der stod måbende. Han forventede at de nu ville undskylde at de ikke havde troet ham, og smide det gamle klaver ud.
”Hvad er det du vil vise os? Jeg har lige brugt 3 minutter af mit liv på at se at du har filmet vores klaver som jeg kan stå herfra og kigge på” sagde hans mor så.
”Hvad?” udbrød Viktor. Han skyndte hurtigt at kigge hele filmen igennem, og da den var slut måbede han selv. ”Det er løgn. Den har filmet alt på nær damen”.
”Hvilken dame?” spurgte hans far. ”Viktor, har du det godt, eller skal vi tage til psykolog? Måske er der noget du godt vil snakke om?”
”Psykolog?” udbrød Viktor. ”Hvad tror I om mig? At jeg er blevet bindegal?”
Han løb tilbage på sit værelse, og undlod at se sine forældres fordrejede blikke efter ham.
Viktor løb ind på sit værelse og kastede mobilen i sin seng.
”Sikke noget bras. Hvorfor kan de ikke se det? Hvorfor kan de ikke bare tro på mig?” udbrød han til sig selv.
Han sukkede. Det var weekend, men han havde ikke tid til at tænke på at have det sjovt, eller være sammen med vennerne. Han ville have mysteriet om den mystiske dame løst.
Da var det at han fik en idé. Han ville opsøge klaverets tidligere ejere og høre om de vidste noget om den mystiske dame. Måske ville de tro at han var skør, men det var et forsøg værd.
Han skyndte sig alt hvad han kunne hen til genbrugsbutikken. Den var heldigvis kun 10 minutter i lukketid, så han havde masser af tid.
Da han kom ind i butikken stod der en gammel mand med briller bag disken og læste i en gammel bog. Han var krumrygget og så ikke spor venlig ud på grund af det lange skæg han havde.
”Undskyld, men arbejder du her?” spurgte Viktor.
Manden løftede blikket fra bogen, og klappede den sammen. Han lagde den på bordet og svarede flabet med en gnaven stemme, ”kan du se andre bag disken måske?”
Viktor rystede på hovedet, og stillede sig helt op til disken. ”Det er fordi min far købte det her klaver for cirka 2 dage siden til en 50’er. Jeg ville spørge hvor du har fået det fra”.
”De tidligere ejere?” spurgte manden.
Viktor nikkede ivrigt på hovedet og fulgte efter manden der forsvandt ind bag en reol med masser af bøger og papirer.
”Jeg har altid styr på hvem der giver sine ting til butikken her” sagde han og begyndte at rode rundt i papirerne og bøgerne. Men da stoppede han og kiggede hen på Viktor igen. ”Men dem der kom med klaveret undlod at fortælle deres navn og adresse”.
Viktor sukkede. Håbet var brast ud, og nu vidste han ikke hvad han skulle gøre.
”Tror du at du kan hjælpe mig med at finde de tidligere ejere?” spurgte han så.
Manden rystede på skuldrene. ”Jeg ved jo ikke hvor vi skal lede”.
”Kan du huske hvordan de så ud?” spurgte Viktor, og så på manden som om han forventede et fuldstændigt lallende svar.
”Det var en mand med meget mørkt hår, næsten sort hår og brune øjne. Han var iført noget meget laset tøj men han var meget flink. Det var som om han hellere end gerne ville af med klaveret” forklarede den gamle mand.
Viktor stod lidt og svajede frem og tilbage.
”Har han kun været her en gang eller er han her tit?” spurgte Viktor.
I det samme gik døren op og det første der fangede manden og Viktors blik var den mand som den gamle lige havde beskrevet. På en prik.
”Det var ham” udbrød den gamle mand og pegede.
Viktor løb hen mod ham. ”Undskyld?” sagde han. ”Har du afleveret et klaver her i butikken for noget tid siden?”
Manden svarede ikke men nikkede i stedet. Han så mistænksom ned på Viktor. ”Hvorfor da?”
”Jo, min far købte det nemlig her for to dage siden men der foregår noget underligt med det klaver” forklarede Viktor. ”Der er en dame der bliver ved med at spille på klaveret om natten”.
Viktor kunne mærke hvordan manden blev mere ivrig. Ivrig efter at stikke af. Han sank en klump.
”Jeg ved intet om det klaver. Intet” skyndte manden sig at sige.
”Okay” mumlede Viktor. Han kunne se på manden at han løj. ”Hvad hedder du?”
”Hvorfor i alverden spørger du nu om det?” spurgte manden med en barsk og utryg stemme.
”Manden der ejer butikken her vil vide det” løj Viktor.
”Hans Madsen” mumlede manden. ”Jeg har travlt. Jeg kom herind for at kigge, men jeg regner ikke med at finde noget”.
Han forsvandt igen ud af døren.
”Hans Madsen” råbte Viktor til den gamle mand. ”Nu ved jeg hvad han hedder”.
”Flot, og hvor vil du hen med det?” spurgte den gamle mand gnavent.
Viktor rystede på hovedet. Det var ikke nødvendigt at den gamle mand skulle vide noget som helst om klaveret.
I stedet løb han ud af døren og hjemad. Han ville slå nogle oplysninger op på nettet. Måske ville han finde noget andet om klaveret som han ikke vidste.

Da han kom hjem satte han sig straks foran computeren og søgte på google efter, Hans Madsen.
En masse søgeresultater dukkede op og han klikkede ind på den første. Det var en fængselsside.
”Mads Hansen. Anklaget for drab” stod der med store sorte bogstaver. ”Sat i fængsel d. 9 Marts 1993, kommet ud af fængsel på prøve d. 11 Oktober 2008”.
”11 Oktober var for 3 måneder siden. Han har godt nok siddet i fængsel længe” udbrød Viktor overrasket. ”Tænk at jeg har talt med en kriminel. Hvad nu hvis han kommer og myrder mig?”
Han gik længere ned på siden og der stod hvad han var anklaget for.
”Mads Hansen nægter at have begået drabet på sin kone, Christiane Hansen. Beviser fundet i et gammelt klaver hvor man fandt Christianes blod. Det foregik således at Christiane Hansen blev ved med at spille klaver, den samme melodi om og om igen og det var ved at drive hendes mand til vanvid, så en dag tog han køkkenkniven og skar hendes hænder af i håb om at hun måtte stoppe, men hun lærte at spille videre uden hænder så han myrdede hende helt og brutalt”.
”Det er det rene vanvid” udbrød Viktor. Han mærkede igen hvordan hans hjerte begyndte at banke hurtigere. ”Blod i et klaver”.
”Det kunne ikke tilfældigvis være..” mumlede Viktor uden at gøre sætningen færdig.
Han kiggede hen på det klaver der stod i deres dagligstue og fyldte det meste. Støvet havde efterhånden lagt sig på det, og det så helt forfaldent og frygteligt gammeldags ud nu.
Han løb hen til det og åbnede det. Indvendigt var blodpletten stadigvæk så det måtte være det klaver.
”Men hvem er damen så?” udbrød Viktor. ”Var hun Christiane Hansen?”
I det samme mærkede han en kulde gå igennem hans krop, og et gys gik igennem ham.
Pludseligt blev alting lidt uklart foran ham og damen uden hænder dukkede op lige foran ham.
”Christiane?” spurgte Viktor der nu følte sig mindre bange for hende.
Hun nikkede og uden at sige noget.
”Blev du myrdet af din mand?” spurgte Viktor igen. Han håbede inderst på et ja så han kunne komme til bunds i det hele. Som forventet nikkede damen igen.
Så var det derfor hun så så trist ud, og så passede det hele også med at hun ingen hænder havde.
”Kan du ikke finde fred?” blev Viktor ved. ”Er det derfor du sidder og spiller midt om natten?”
For første gang åbnede damen munden og begyndte at tale.
”Jeg vil ikke finde fred. Jeg vil leve” svarede hun, og så bedrøvet ned i gulvet. ”Jeg ville ikke dø”.
”Jeg forstår dig godt, men du må indse at du aldrig kan blive en levende person igen. Du må finde fred” forklarede Viktor. ”Du kan ikke blive på jorden for evigt”.
”Jo jeg kan” svarede damen, og begav sig på vej hen mod klaveret. ”Og jeg vil spille til jordens undergang”.
”Christiane” skyndte Viktor sig at sige. ”At få fred er en god ting. Det vil gøre dig lykkelig”.
”Men det er jo det jeg er nu” svarede damen.
Viktor rystede på hovedet. ”Nej” sagde han. ”Du er bedrøvet og trist fordi du er ensom”.
Han så hvordan hun var ved at græde, men han kunne nærmest føle hvordan hun havde det.
Da gav damen et skrig fra sig før hun forsvandt ud i den blå luft som hun havde gjort det de andre gange. Hun ville åbenbart ikke få fred, og det mente hun.
”Der må være en grund til at hun ikke har fået fred. Måske ligger hendes døde krop et sted på jordens overflade. Jeg skal bare skaffe den af vejen” sagde Viktor til sig selv.
Men det var lettere sagt end gjort. At finde den døde krop var som at lede efter en nål i en høstak.

Næste dag slog Viktor flere oplysninger om mordet på Christiane Hansen op på Internettet.
Han fandt ud af at de endnu ikke havde fundet hendes døde krop, og Mads Hansen har sagt at han har brændt den. Men hvis han havde gjort det havde damen fået fred for længst.
Han besluttede sig for at tage på en kort visit hos den gale Mads Hansen selvom han vidste at det kunne være farligt. Måske havde han begravet Christianes døde krop i nærheden af hans hus.
Viktor løj til sin mor og far om at han tog hen til en af sine venner, men i stedet fandt han Mads´ adresse på nettet og tog hen til hans hus.
Det lå langt ude fra alting, midt ude på en mark. Det kunne være et godt sted at begrave en død krop.
Han begyndte straks at lede efter spor, og inden mindre end et kvarter havde han fundet et sted på marken hvor jorden bulede en smule opad.
Han fik gravet ned til han stødte på nogle knogler som han havde forventet.
”Det her er så klamt” udbrød han, da han forsigtigt løftede knoglerne op af jorden og lagde dem i en plasticpose han havde bragt med sig. Da han var færdig dækkede han omhyggeligt det hele til med jord og skyndte sig væk med plastikposen.
Da han kom hjem skyndte han sig at smide knoglerne ude i haven. Han fik hevet en lighter frem og fik hurtigt tændt ild til de skrøbelige knogler. Men da skete der noget han ikke havde forventet.
Damen uden hænder dukkede op udenfor lige foran ham.
Hun skreg så højt hun kunne imens hun råbte, ”nej. Du må ikke. Jeg vil leve”.
Viktor fik ilden til at tage godt fat om knoglerne, og lidt efter var alt brændt op.
Damen skreg og græd samtidig da hun nærmest begyndte at smuldre, og derefter forsvandt. For altid håbede Viktor på.
Han havde ret. Siden han havde brændt knoglerne havde han ikke hørt klavermusik om natten.
Men han spekulerede stadigvæk på om Christiane Hansen havde det godt, eller om hun stadigt gerne ville leve. Der hvor hun nu var et sted.