Laboratoriumet

Min første dag på arbejdet var ikke som jeg havde forventet. Jeg skulle arbejde på et laboratorium der tidligere havde været et hospital. Det var stort og enormt, og imens jeg gik igennem de lange grå gange tænkte jeg på hvor mange mennesker der mon var døde inde på de forskellige stuer. Det gøs lidt i mig, men jeg rystede hurtigt tanken af mig. Ham jeg skulle arbejde for sagde at jeg skulle vaske kølertasker af, og han forklarede mig hvordan og hvorledes. Det så nemt ud, og jeg kunne ikke fatte at jeg fik løn for at gøre noget så nemt. Jeg satte mig på hug, tog kluden fra spanden med varmt vand i, og begyndte at vaske de sandede kølertasker af. De var meget beskidte. Pludseligt rejste manden sig som jeg arbejdede for. Han sagde at han havde et vigtigt møde ovenpå, og at han kom tilbage om en halv time for at se hvordan det gik. Jeg nikkede, og derefter gik han. Jeg så hvordan han forsvandt ned ad den grå gang, og så sad jeg alene tilbage. Alene tilbage i kælderen med kun en kristen radio tændt. Jeg var ikke bange og begyndte at vaske videre på kølertaskerne. Men pludseligt begynde min hjerne automatisk at fantasere. Hvad nu hvis der kom en død gående hen ad gangen, hvad nu hvis døren pludseligt smækkede, hvad nu hvis, og hvad nu hvis. Jeg mærkede stilheden brede sig, og nu var der så stille så jeg kun kunne høre mit hjerteslag. Ikke engang de andre mennesker der arbejdede ovenpå kunne jeg høre. Jeg prøvede at ignorere stilheden, og vaskede videre i min nr. 4 kølertaske. Det var nemt, og om 2 timer kunne jeg gå herfra med min første løn. Pludseligt hørte jeg en lyd jeg ikke kun undgå at høre, og heller ikke kunne ignorere. Lyden af bare, kolde fødder der strøg hen over det grå gulv. Problemet var bare at jeg ikke kunne se nogen som helst selvom det lød som om skridtene kom ikke så langt fra hvor jeg sad på hug og vaskede. Skridtene stoppede, og jeg tænkte at det nok måtte være fra ovenpå, eller inde ved siden af hvor der også var nogen. Jeg vaskede videre, men så begyndte skridtene igen. Men denne gang var skridtene efterfulgt af en lille fnisende lyd. Jeg regnede med at nogle lavede fis med mig, men så hørte jeg pludseligt et højt suk der fik mit hjerte til at springe et slag over. Jeg rejste mig, tabte kluden ned i spanden så den landede i vandet med et plask og skvulpede over, og så mig omkring. Jeg forventede at se en der lavede sjov med mig, men jeg kunne ikke få øje på nogen. "Hallo?" fløj det ud af min mund. "Er her nogen?" Til min store overraskelse var der intet svar, og nu var jeg endda næsten sikker på at her var andre end mig. Pludseligt hørte jeg igen den irriterende barnefnisen efterfulgt af en tydelig barnelatter. Det var tydeligt at nogle drev gæk med mig. Jeg begyndte at gå videre ned ad gangen. På vej ned kom jeg forbi en masse åbne døre der førte ind til nogle andre rum. Da jeg kom forbi 4. dør mærkede jeg noget eller nogen stå og kigge på mig derindefra. Jeg blev stående, stivnede, og drejede forsigtigt mit hoved til siden. En pige stod og kiggede på mig med et kulsort blik. Hendes lange sorte hår hang filtret fra hovedbunden af, og ned over hendes blege kolde hud. Hun var iført noget gammeldags tøj jeg aldrig havde set før. Mit hjerte sprang to slag over, og jeg gik langsomt videre. Men alligevel greb nysgerrigheden mig, og jeg gik tilbage mod rummet hvor jeg havde set pigen, men hun var væk! Jeg hørte en fnisende latter bag mig, og vendte mig forskrækket om. Ned af gangen fik jeg øje på pigen jeg havde set inde i rummet før. Hun stod med knyttede hænder og gav mig et ondskabsfuldtblik. Pludseligt begyndte hun at gå hen mod mig i hurtige små skridt. I samme øjeblik forsvandt hun ned under gulvet, og så var hun ikke til at se mere. I et øjebliks stilhed mærkede jeg en kulde, og pigen dukkede op lige foran mig. Hun tog fat i mine skuldre, og hev mig med ned under gulvet. Derefter blev alting sort og smertefuldt.

Gys fra min sande fornuft..

Gys fra min side af.. Jeg har ikke skrevet nogle gyserhistorier i lang tid, og det er fordi jeg arbejder på den historie som jeg snart får udgivet i én stor novellebog. Men tilgengæld er jeg ved at skrive en gyser der nok bliver færdig i dag eller i morgen som kommer herind i mine to blogge. Men nu når jeg alligevel skriver vil jeg være så venlig at skrive lidt gys fra min side af.. Har du forestillet dig hvis du nogensinde flyttede ind i et meget gammelt hus. Et fra starten af 1900 af. Der ligger en kæmpe historie bag huset, men det ved du ikke nu. Du har travlt med at pakke ud, og det er sent på aftenen. Din mor kommer ind og siger at du skal se at komme i seng. Du nikker, for du er selv begyndt at blive ret træt, det har været en hård dag med at flytte og pakke ud. Du lægger dig i din seng som kun er en madras fordi alt andet til den stadigt ligger pakket ned. Du har heldigvis fundet din dyne og hovedpude nede i en af de første kasser du pakkede ud, og der går ikke længe før du langsomt falder i søvn. Pludseligt vågner du lidt efter! Hvad var det? tænker du. En underlig lyd jeg lige hørte. Det lød som et par lange negle der kradsede ned af din væg ikke så langt fra dig. Du vender dig om på den anden side, så du kigger ind i væggen, men så mærker du et strejf henover din kind. Først tror du at det er dit hår der gjorde det, men så mærker du igen strejfet. Du sætter dig op i din seng og mærker at du ikke er alene. Du kan høre fodtrin rundt på dit værelse, men der er ingen at se. Pludseligt kan du høre fodtrin inde på den anden side af din væg! Det var underligt, tænker du. For på den anden side af din væg er udenfor. Der er ikke noget rum ved siden af. Du prøver at ignorere det fordi du er så træt. Du tænker at det nok er rotter der har forvildet sig ind i din væg, og prøver igen at falde i søvn. Men da er det at du hører en snøften ikke så langt fra dig. Den bliver højere, og tydeligere, og til sidst kan du høre en pigegråd. Der er én på dit værelse der græder. Men hvem kan det mon være? Du sætter dig igen op i sengen og tænder for lyset på stikkontakten. Dit rum er tomt udover de flyttekasser der står der. Pludseligt får du øje på noget der bevæger sig henne i hjørnet af dit værelse. Skikkelsen bliver tydeligere, og du ser en lyshåret, bleg pige i en mørk gammeldags natkjole stå og græde med hænderne dækket for ansigtet. Du spørger hvad der galt, og hvem pigen er, men hun svarer ikke. Istedet fjerner hun hænderne fra ansigtet, og til din store skræk ser du at hun ikke har noget ansigt. Ingen næse, ingen øjne, ingen mund eller ører. Istedet er der sort brændt hud i hele hendes ansigt. Hun er blevet hårdt forbrændt i ansigtet. Du skriger op, og i samme øjeblik din mor træder ind i værelset forsvinder skikkelsen. Hun spørger dig hvad der er galt, og du er så rystet at du næsten ikke kan svare hende. Da du er kommet lidt ned igen fortæller du hende at du så en forbrændt pige stå og hulke henne i dit hjørne - og hun havde intet ansigt! Din mor tror dig selvfølgelig ikke. Det plejer mødre ikke at gøre. Dagen efter søger du på nettet efter dit hus og finder nogle nyttige oplysninger. "En pige kaldet, Katinka omkom i en brændulykke i 1920. Hun blev hårdt forbrændt, og døde da hun ikke nåede ud af huset i tide. Det siges at hun går igen". Det ved du alt om, for du har set hende. Næste nat vågner du igen fordi du hører hendes evige gråd. Igen dukker hun op i hjørnet men denne gang er du ikke bange. Du rejser dig fra sengen, bevæger dig hen mod hende, og spørger om du kan hjælpe hende. Hun ryster forvirret på hovedet, og da du kommer nærmere griber hun fat i dig med sine forbrændte hænder. Du prøver at komme fri fra hendes greb, og pludseligt sortner det for dig. Da du igen kommer dig er pigen forsvundet, og da du tager dine hænder op til ansigtet er det helt.. glat af hud, og.. dit ansigt er væk! Du går i panik, men kan ikke skrige. For din mund er væk, og henne i sengen ligger en pige der ligner dig og sover.

April billeder

Jeg elsker måneden April. Den er så dejlig. Der begynder sommeren at vise sig lidt. Specielt på disse billeder. Jeg elsker at tage billeder på stranden, og af mine sko. Et ikke-mere-gyldigt parkeringspapir og en vandskade vi havde i lejligheden for få dage siden. (Striberne på væggen er vand).

Én gang bommert

Én gang bommert.

Ja, af og til sker bommerter, men her vil jeg dele mit livs værste bommert med jer fordi jeg ved at I så gerne vil høre om det. "Umuligt" tænker i. "Har dokly/sophie virkeligt nogensinde lavet en bommert?" .. Åh ja.. Det startede med da jeg var 10 år. Jeg var i Østrig og min mormor havde inviteret os ud og spise på en hyggelig restaurant ude ved en sø sammen med min far, mor og et par andre. Det var en kæmpe indendørs terasse vi sad på, og noget af gulvet var en stor rist der førte ned til vandet der var 5 meter under huset hvor der svømmede fisk og mennesker rundt. Det var et virkeligt hyggeligt sted, og jeg glemmer aldrig den dejlige varme sol der varmede ens krop, og de fisk der kildede en under fødderne da jeg var ude med min fætter og bade i søen. Men da vi skulle spise på restauranten havde kokken en speciel ret til os fordi han kendte min mormor. Vi fik lov til at smage på deres specielle, gåseleverpostej. Vil i virkeligt vide hvordan man tilbereder den? Hvis ikke så kan I finde tilbage til historien tre linjer nedenunder. Menneskerne propper simpelthen gåsen med mad / tvinger det ned i den til den eksploderer. For real. Det er så syndt.Da vi så sad og spiste det ville jeg selvfølgelig ikke have noget, men min far insisterede på at jeg skulle smage. Han var heller ikke vild med det, men han ville ikke være uhøflig så han spiste det alligevel. Underlig ting? Jeg prøvede en smule, for jeg troede det smagte som almindelig leverpostej men det gjorde det absolut ikke. Det smagte virkeligt råddent, og jeg fik det super dårligt af at have det i munden. Jeg sagde til min far at jeg ikke kunne lide det, men han beordrede mig til at spise det da det ville være uhøfligt at spytte det ud, så det gjorde jeg. Men jeg kunne virkeligt ikke synke det. Det var som om klumpen med gåselever bare blev større og større i min mund, og til sidst gav jeg én reaktion fra mig. Det var at jeg spyttede maden ud af munden så den ramte gulvet, heldigvis der hvor der var rist, røg videre ned i vandet og ned til fiskene, (der sikkert er døde nu. føj). Det var virkeligt vammelt, og en grim oplevelse. Men alle, jeg mener - alle! Gloede på mig fordi jeg havde spyttet maden ud på gulvet. Det ramte nemlig også noget af gulvet, og det var virkeligt pinligt for mig. Kokken blev super-fornærmet, og jeg har ikke været der siden jeg spyttede gåseleverpostej ud på deres gulv, og dræbte deres fisk med deres ulækre mad. Ad.

Take care.

Den døde pige

Jeg går forbi vinduet indtil det gamle forfaldne hus der har stået der siden 2. verdenskrig. Men hvad ser jeg? En lille pige sidder på den anden side af vinduet og stirrer trist ud på mig med et søvnløst og tomt blik. Hun er grå i huden, meget bleg, og helt lyst hår. Hun er iført en hvid natkjole, og hun sidder på en tyk træstol. I hendes ene hånd har hun en gammel porcelænsdukke hvor øjet var poppet ud, ihvertfald det ene. Der er ingen følelser i hende kan jeg se. Hun smiler ikke, hun er trist. Hun vakler lidt frem og tilbage, men ellers sidder hun fuldkommen stille. Det er som om hendes blik tryllebinder mig, og jeg går tættere på vinduet. Der har ikke boet nogle i huset i årevis. Det sidste jeg hørte om huset var at en 12årig pige var forsvundet inde i huset. Nogle dage senere brækkede man hende ud af husets mur. Hun havde siddet indespærret i dagevis, og kunne ikke komme ud på mystisk vis. De fandt hendes døde lig. Det gyser i mig, men alligevel går jeg tættere på, og til sidst kan jeg ånde på ruden og se ånden brede sig på den blanke overflade som en lille tåge. "Hvem er du?" former mine læber. Men der kommer ingen lyd ud. Men da var det som om pigen mundaflæser mig, og hendes kolde tørre læber former et, "jeg er død". Jeg nikker, og mærker hvordan mit hjerte dunker så hårdt at det var på vej op i halsen. For jeg ved jo godt hun er død. Pludseligt rækker hun hånden frem mod vinduets rude, og som jeg tror at den vil stoppe når hendes fingerspidser når ruden sker der istedet det at hendes hånd fortsætter ind gennem ruden og ud mod mig på den anden side. Jeg rykker mig forskrækket tilbage, men hånden bliver ved med at komme hen mod mig. "Gå. Lad mig være" udbryder jeg, men hånden bliver ved. Til sidst når den mod min hals og griber fat om den. Lynhurtigt hiver hånden til og jeg bliver slynget igennem ruden og ind i huset, ind i pigen.. Lige nu befinder jeg mig et meget ubehageligt sted. Jeg ved ikke hvor jeg er, men her er hvidt. KUN hvidt. Ingen andre, kun mig. Jeg har prøvet at gå og gå, men jeg kommer ingen vegne. Jeg kan end ikke sove, og jeg er bange for at jeg skal være her for evigt.