Den døde pige

Jeg går forbi vinduet indtil det gamle forfaldne hus der har stået der siden 2. verdenskrig. Men hvad ser jeg? En lille pige sidder på den anden side af vinduet og stirrer trist ud på mig med et søvnløst og tomt blik. Hun er grå i huden, meget bleg, og helt lyst hår. Hun er iført en hvid natkjole, og hun sidder på en tyk træstol. I hendes ene hånd har hun en gammel porcelænsdukke hvor øjet var poppet ud, ihvertfald det ene. Der er ingen følelser i hende kan jeg se. Hun smiler ikke, hun er trist. Hun vakler lidt frem og tilbage, men ellers sidder hun fuldkommen stille. Det er som om hendes blik tryllebinder mig, og jeg går tættere på vinduet. Der har ikke boet nogle i huset i årevis. Det sidste jeg hørte om huset var at en 12årig pige var forsvundet inde i huset. Nogle dage senere brækkede man hende ud af husets mur. Hun havde siddet indespærret i dagevis, og kunne ikke komme ud på mystisk vis. De fandt hendes døde lig. Det gyser i mig, men alligevel går jeg tættere på, og til sidst kan jeg ånde på ruden og se ånden brede sig på den blanke overflade som en lille tåge. "Hvem er du?" former mine læber. Men der kommer ingen lyd ud. Men da var det som om pigen mundaflæser mig, og hendes kolde tørre læber former et, "jeg er død". Jeg nikker, og mærker hvordan mit hjerte dunker så hårdt at det var på vej op i halsen. For jeg ved jo godt hun er død. Pludseligt rækker hun hånden frem mod vinduets rude, og som jeg tror at den vil stoppe når hendes fingerspidser når ruden sker der istedet det at hendes hånd fortsætter ind gennem ruden og ud mod mig på den anden side. Jeg rykker mig forskrækket tilbage, men hånden bliver ved med at komme hen mod mig. "Gå. Lad mig være" udbryder jeg, men hånden bliver ved. Til sidst når den mod min hals og griber fat om den. Lynhurtigt hiver hånden til og jeg bliver slynget igennem ruden og ind i huset, ind i pigen.. Lige nu befinder jeg mig et meget ubehageligt sted. Jeg ved ikke hvor jeg er, men her er hvidt. KUN hvidt. Ingen andre, kun mig. Jeg har prøvet at gå og gå, men jeg kommer ingen vegne. Jeg kan end ikke sove, og jeg er bange for at jeg skal være her for evigt.