Dræbermågerne
Jesper sad på sit værelse dybt begravet i sine matematiklektier som han havde fået for til i morgen.
Ovenover ham, kunne han høre tunge skridt på det bare trægulv. Det var hans mor som havde laboratorium øverst oppe i deres 3. etagers hus.
Dagen lang arbejdede hun som forsker. I øjeblikket forskede hun i at dressere måger.
Det syntes Jesper selvfølgeligt var dybt pinligt når han skulle fortælle hans venner det, men han håber snart at hun ville gå videre til noget andet, noget helt andet end at dressere måger.
Hans mor havde lovet ham at så snart hun havde dresseret mågerne færdigt skulle de på en familieferie sammen. Ham og hende.
”Kom så Peggy” hørte han hans mors lystige stemme sige oppefra. Han sukkede, og forsøgte at ignorere det. Hun havde endda givet dem navne. Peggy, Gelle, Lou og Marty.
”Hop over den forhindring, Gelle og Lou. Kom så” fortsatte den evige stemme.
Jesper havde lyst til at råbe op til hende at hun skulle dæmpe sig, for nu nærmest råbte hun at de alle skulle flyve to gange rundt om hende.
Da de senere sad og spiste aftensmad fortalte Jespers mor ham at hun havde tænkt sig at lave en speciel drik som fik mågerne til at kunne tale.
Da var det nok for Jesper. Han gav slip på skeen så den landede i den fine porcelænstallerken med et ordentligt, klink. Derefter rejste han sig fra bordet og så på hans mor med et dirrende blik.
”Så er det nok, mor” udbrød han, og pegede på hende. ”Du kan ikke forvente at måger skal være dine kæledyr. Hver evig eneste dag skal jeg høre på dit, ’Peggy, sit. Gelle, apport og Marty, skræp”.
Det lød vredere end han havde forventet det skulle lyde, men nu var det hele sagt.
Hans mor sad og så chokeret på ham. Hun havde ikke forventet den slags reaktion fra ham.
”Hunde.. jeg mener måger!” fortsatte Jesper og åndede tungt ind. ”Er ikke kæledyr. De er frie fugle der flyver, skræpper, og tit ses ved havnene. Det hører med til verdenshistorien”.
”Jesper” begyndte hans mor. ”Jeg vidste ikke at det hele foregik sådan. Jeg kan se hvad du mener”.
”Stopper du så?” spurgte Jesper fortvivlet, og håbede inderligt på et ja.
”Jesper. Det er jo mit job at lave sådan noget” sagde hans mor så med en lille stemme. ”Det ved du da, ikke? Jeg har ikke andet jeg kan lave i øjeblikket”.
”Mor. Du dresserer måger! Der må være noget bedre end det” udbrød Jesper og slog hånden ned i køkkenbordet så gaflerne klingede mod det. Han var rasende.
”Jeg lover at jeg ligger drikken væk. Men jeg vil stadig dressere mågerne” sagde hans mor så der nu følte sig helt lille i forhold til Jesper der stod og råbte ad hende.
Jesper vrissede og vendte sig om. I rent raseri gik han ud i entréen og op af trappen, op på gangen, og op på sit værelse hvor han smækkede døren hårdt i.
Men idet døren smækkede i med et ordentligt brag gav det vibrationer igennem væggen og op ovenpå hvor laboratoriet var. Vibrationerne fik reagensglasholderen med drikken Jespers mor havde lavet i til at falde ud over reolkanten og ned over buret hvor mågerne var i.
Da var deres skæbne begyndt, for Jespers mor troede kun at hun havde opfundet en drik der ville få mågerne til at tale. Men i virkeligheden var det en langt farligere drik.
Jesper havde siddet på sit værelse i to timer og set fjernsyn. Hvert 5. minut blev der zappet, enten over på MTV eller the voice.
Da gik døren op, og hans mor stod i døren. Hun var tavs, og stod der i lang tid før hun lukkede døren efter sig og gik hen mod ham.
Hun satte sig på sengen, og tog fjernbetjeningen fra Jesper der fastholdt sit vrede blik på skærmen.
”Jeg er ked af hvis jeg har såret dig, eller noget. Der skal jo også være noget familie hygge engang imellem. Men, Jesper. Du må forstå at jeg ikke bare sådan kan kvitte mit job. Jeg får løn for at gøre det” forklarede hun selvom hun ikke havde kontakt med Jespers blik.
Hun satte sig foran der hvor Jespers blik var limet fast, og da flyttede han det så han i stedet så ud af vinduet. Han ignorerede hende fuldstændigt.
”Kan du ikke forstå det?” sukkede han lidt efter. ”Alt jeg vil have er bare noget familie tid”.
Hans mor bed sig i læben, og kunne end ikke svare på det spørgsmål. Hun rejste sig fra sengen og gik igen ud af døren.
Lidt efter kunne Jesper høre fodtrin ovenpå, så hun var sikkert gået op på sit laboratorium for at gøre videre på sit projekt.
”Hun fatter ikke en skid” sagde Jesper vredt til sig selv. Han zappede tilfældigt over på animal planet hvor de havde givet sig tid til at filme et par almindelige fugle der fløj hen over himlen. ”Jeg behøver ikke en mor der dresserer måger”.
Derefter slukkede han fuldstændigt for fjernsynet, og vendte sig om på siden.
Han lukkede langsomt øjnene, og lidt efter sov han stille, men tungt. Han vågnede først da han hørte et meget alvorligt, skrig, efterfulgt af nogle hårde bank i gulvet ovenover ham. Det lød som hans mor der skreg efter hjælp.
Hurtigt rejste han sig op i sengen. Der blev stille ovenpå, og han ventede i lidt tid i total stilhed.
Derefter kunne han høre et vindue smadre, og hurtigt fløj han ud af sengen og ud på gangen.
Igen var der stille ovenpå, men han vidste at der var noget galt. Hurtigt løb han op af trappen.
Da han nåede loftet smækkede han døren op ind til det rum hvor hans mors laboratorium var. Men det var tomt. Det troede han i hvert fald, for han kunne ikke få øje på nogen.
”Mor?” spurgte han, og gik rundt imellem de høje laboratoriums borde. ”Er du her?”
Han lagde mærke til at vinduet stod åbent, men det tog han sig ikke særligt meget af. Det kunne være at hans mor ville have luftet ud.
Der var mørkt, og han kunne ikke finde lyskontakten. Det eneste han kunne se var de små olielamper der stod på de forskellige borde rundt omkring. Men de oplyste ikke særligt meget.
Pludseligt stødte han ind i noget hårdt der rykkede i sig. Han hev foden til sig, og mærkede chokeret hvordan hans hjerte begyndte at banke hurtigere. Der var noget på gulvet, og det var ikke en ting.
Forsigtigt satte han sig på hug, og selvom han ikke kunne se noget rakte han hånden frem mod det han var stødt ind i. Hans hånd røg længere og længere frem, og til sidst rørte det ved noget.
Det føltes blødt, og alligevel så hårdt. Han stivnede da lyset blev tændt, og han stivnede endnu mere da han så skikkelsen han havde stået og rørt ved.
”Mor!” udbrød han med tårer i øjnene. Han tog hånden op til munden og betragtede sin mor der lå livløst på gulvet med hvidt åbne øjne, og et kæmpe hul igennem maven.
”Mor” skreg han endnu højere, og ruskede i hende. Men kun blod væltede ud af hende. Han indså at det var for sent at hjælpe hende. Hendes indvolde lå spredt ud over gulvet.
Jesper begyndte at ryste over det hele, og før han fik tænkt sig om brækkede han sig ud over hele gulvet af den væmmelige stank af indvolde.
Han rejste sig op, sprang hen til telefonen der stod på væggen i rummet og tastede hans tantes nummer ind. Det var helt tilfældigt.
”A-audr-rey” stammede han og brød ud i gråd. Han var fuldstændigt forvirret og rundt på gulvet. ”Du må komme o-over med det samme. M-m-mor hun e-er..”
Derefter begyndte han at skrige. Det måtte ikke være sandt at hans mor lå død på gulvet.
”Jeg er der straks” svarede hans tante i den anden ende af røret, der sagtens kunne høre at der var noget galt. Derefter blev der lagt på.
Jesper slap telefonen så den landede på gulvet med et brag, og vaklede hen mod sin mors lig.
”Mor” hulkede han, og strøg hende hen over kinden. I det samme hørte han et mågeskrig lige ude foran vinduet, og han løb op og smækkede det i. ”Hold jer væk!” udbrød han.
Han gik igen hen til sin mor. Han kunne ikke forstå hvad der havde dræbt hende. Var det et mislykket forsøg? Langsomt rejste han sig for at gå hen til buret med mågerne i.
Han ville se om de havde taget skade af det der var grunden til hans mors pludselige død.
Men da han hev lagnet væk fra buret af var der ikke nogen måger i buret. Der var ikke engang nogen spor af dem, kun en smule grøn vaske der lå ud over hele buret og dryppede ned imellem tremmerne.
Da blev hans ansigt meget alvorligt, og han løb hen til vinduet igen.
Mågerne han havde hørt før fløj stadig lidt væk fra hans hus af. Hurtigt fik han igen åbnet vinduet, og stak halvdelen af sin krop ud af vinduet.
” Peggy? Gelle? Lou? Marty?” kaldte han. Det kunne kun være hans mors måger der huserede rundt om hans hus. Normalt hørte de jo til nede ved havnen, og den boede han langt fra.
I samme øjeblik kom en sort bil kørende nede ved vejen, og ind i garagen.
Hans tante steg ud, og hun kom løbende hen mod hoveddøren.
Men da skete der noget han ikke havde forventet. To af de måger der fløj rundt oppe i luften vendte deres hoveder ned mod tanten der stod og ringede på døren.
Den ene af mågerne gav et højt skrig fra sig, hvor den derefter styrtdykkede ned mod tanten.
”Nej” røg det ud af Jesper. Han vidste at det ikke var normalt at måger styrtdykkede sådan.
Tanten nåede lige at se mågen der kom styrtende ned mod hende med vrede i blikket, da den fortsatte lige igennem hende med sit spidse næb først.
Den styrtdykkede lige igennem hendes mave, og ud på den anden side.
Tanten faldt om på jorden med et blødende kæmpe hul i maven hvor indvoldene lå, og var død på stedet.
”Nej” råbte Jesper af sine lungers kræft. Han skyndte sig at lukke vinduet, løb alt hvad han kunne med tårer i øjnene og et hurtigt bankende hjerte ned af trappen, videre ned til han nåede entreen.
Så flåede han døren op, og fik øje på sin tantes lig.
Han kiggede op, og lagde mærke til at mågerne var væk.
En af naboerne var tilfældigvis kommet forbi fordi hun havde hørt Jesper skrige, og da hun fik øje på hans døde tante med et kæmpe hul i maven gispede hun chokeret.
”Jesper, hvad er der sket?” spurgte hun.
Jesper løb hen mod hende, og brød ud i gråd. ”Det er mågerne” hulkede han. ”De er ikke normale”.
Han snøftede et par gange før han igen sagde, ”de har dræbt min mor og min tante. Jeg ved ikke hvad der er galt med dem, men min mors lig ligger oppe i huset. De har aldrig opført sig sådan, og nu er de frie”.
”Åh gud” sagde naboen, og slap ham. Hun hev sin mobil op og fik ringet til 112. Før Jesper kunne nå at få et ord indført var hele huset omringet af Falck, politimænd og irriterende naboer.
Jesper sad på hug med hænderne foran ansigtet, og græd.
Hans onkel kom hen til ham, og rejste ham op ved at hive ham i armen.
”Kom her” sagde han, og knugede Jesper tæt ind mod sig. Han var selv meget chokeret over sin kone og svogers meget uheldige død.
Lidt efter kom en af Falck mændene hen mod Jesper.
”Jeg ved du er lidt ude af den” sagde han. ”Men vi har nogle spørgsmål vi skal stille dig”.
Jesper rev sig fri fra sin onkel, og trådte få skridt bagud.
”Tror I jeg er morderen, hvad?” råbte han, og pegede på sig selv. Han gik flere skridt bagud. ”Men jeg er ikke morderen kan jeg fortælle jer. Det var mågerne, det var mågerne der gjorde det”.
Han begyndte at løbe væk fra dem, men så begyndte flere Falck-mænd at løbe efter ham.
Til sidst lykkedes det en af dem at fange ham, og flere af dem tog fat i ham.
”Du bliver her. Du er vidst ikke helt normal” sagde den ene af Falck-mændene.
”Nej. Stop. Jeg er normal. Men jeg er ikke nogen morder, det var mågerne. Det var mågerne” råbte Jesper med tårer løbende ned af sine smalle kinder. Han vred og sparkede for at komme fri fra Falck mændene der havde fat i ham.
Flere af naboerne kom hen til ham. ”Stop så, kan I ikke se at han er rystet over sin mors og tantes død?”
En af Falck-mændene slap Jesper imens de andre stadig havde fat i ham, og vendte sig mod naboerne.
”Tror I virkeligt på hvad den dreng siger? At hans mor og tante blev dræbt af måger? Måger er jo fuldstændige harmløse. Drengen har en skrue løs” sagde han bestemt, og greb igen fat i Jesper.
Naboerne sukkede, og vendte sig om for at gå hjem. De kunne ikke tale ham til fornuft.
Falck-mændene fik fat i en politivogn, og satte Jesper derind.
Jesper nægtede stadigvæk at han var morderen, og at det var mågerne der havde gjort det.
Da de ankom på politistationen, måtte tre mænd til for at slæbe Jesper ind i baggården.
”Hallo, dreng. Tag dig nu sammen” råbte en af mændene, da Jesper prøvede at sparke efter ham.
Til sidst fik de slæbt ham ind i gården.
”Du skal vidst lige hvile på den psykiatriske afdeling i nat” sagde en anden af mændene. ”Forstår du det? I morgen vil vi stille dig nogle spørgsmål”.
”Nej!” udbrød Jesper. ”Det skete bare. Jeg er ikke sindssyg. Jeg er ikke nogen morder”.
Nu græd han endnu mere end før. Han var brudt helt sammen af det der lige var sket.
De fik hevet ham ind i en af cellerne på den psykiatriske afdeling, og smækkede den i efter ham.
Jesper blev liggende lidt på det kolde gulv der var i cellerne. Han prøvede at slappe lidt af.
Da mændene var gået satte han sig op på den seng der var i cellen. Han tørrede tårerne væk med sit ærme.
”Imens jeg sidder indespærret her fordi jeg er under mistanke som morder, er de gale måger løs i hele byen som der har slået min mor og tante ihjel. Jeg kan intet gøre” hulkede han for sig selv.
I det samme hørte han at der blev uroligt uden for cellen.
”Der er kommet to nye drab i byen. Begge lig har et kæmpe stort hul i maven” sagde en af politi mændene der fløj forbi Jespers celle uden at tænke på at han så ikke kunne være morderen da han sad indespærret i en mørk og kold celle på psykiatrisk afdeling.
Langsomt vendte han hovedet ind mod væggen, imens han lagde sig ned på den smalle seng der var.
I den hvide væg var der indgraveret en masse ting og tegn. Et sted stod der, ”jeg er ikke sindssyg” og et andet sted var der tegnet en bamse.
Jesper sukkede tungt, lagde forsigtigt øjnene på klem, og faldt i en dyb søvn.
Næste morgen vågnede han ved at sollyset gik igennem vinduet og ramte ham i øjnene.
Han satte sig op i sengen, og strakte sig ud. Nu huskede han hvor han var, og hvad der havde foregået dagen inden.
Han kunne høre fjernsynet inde ved siden af. Det var skruet helt op. I fjernsynet sagde en mand, ”siden i går er der kommet 7 brutale mord i byen. Alle lig har man fundet med et kæmpe hul i maven, og nogle af vidnerne rundt omkring har udtalt at de så nogle måger flyve igennem menneskerne så deres indvolde blev spredt ud over det hele”.
Han holdt en pause, og begyndte så igen. ”Men bare rolig folkens. Det er bare en joke folk har kørende rundt i byen her. Selvfølgelig har mågerne ikke dræbt dem. Måger er jo harmløse. Men politiet er stadig ude for at lede efter morderen”.
”Det er mågerne” sukkede Jesper for sig selv, og lænede sig op af den kolde væg. ”Ikke mig. Jeg sidder jo indespærret”.
I samme øjeblik kom en politimand forbi cellen. Han kiggede ind af den og fik øje på Jesper.
”Det er dig vi skal snakke med. Kom her” sagde han, og lukkede op for cellen.
Jesper rejste sig frivilligt fra sengen, og gik hen til politimanden der lukkede lågen efter ham.
”Vi har nogle spørgsmål vi skal stille dig” sagde han og smilede. Han virkede venligere end de andre politimænd. ”Det er kun et øjeblik”.
De kom ind i et rum hvor der var meget varmt. I midten af rummet var en lampe, et bord og to stole over for hinanden. Det var som i en krimi.
”Sæt dig ned” sagde politimanden, og satte sig ned på den stol på den modsatte side af bordet.
Jesper satte sig ned, og kiggede intenst på politimanden.
”Fortæl nøjagtigt hvad der skete i går” sagde han så til Jesper med en fast tone. ”Det hele”.
”Jo, altså. Jeg sad på mit værelse, og min mor var ovenpå fordi hun er professor og har sit eget laboratorium ovenpå. I øjeblikket studerede hun måger, hun havde selv nogen i bur som hun prøvede at opdrage på. Pludseligt hørte jeg et skrig, og en knust rude, og jeg skyndte mig op og fandt min mor død. Vinduet var knust, og mågerne var væk. Men i stedet inde i deres bur lå en tyk flydende agtig grøn væske. Jeg skyndte mig at ringe til min tante, og da hun kom, var mågerne fra buret lige udenfor mit hus. Da min tante steg ud af bilen styrtdykkede to af dem lige ned mod hende og igennem hende” fortalte Jesper. ”Det er sandt”.
Politimanden lagde hænderne over kors. ”Er du sikker?” spurgte han så. ”Var det nøjagtigt det du så?”
Jesper nikkede på hovedet og kiggede ned i gulvet.
Han pressede læberne sammen, og håbede på at politimanden snart ville sige noget.
”Helt sikker?” spurgte han så igen.
”Ja, hr. Jeg er 100 % sikker på at det var det jeg så” sagde Jesper irriteret.
”Godt, og hvad tror du så det kan skyldes?” spurgte han. ”Du sagde at du fandt noget grønt væske i deres bur?”
Jesper nikkede på hovedet. ”Ja, det var vidst blevet hældt over deres bur ved en fejl”.
”Hvad var det grønne for noget?” spurgte politimanden. ”Noget giftigt?”
”Nej, det tror jeg ikke. Det var noget min mor skulle bruge til mågerne for at få dem til at tale” forklarede Jesper.
”Tale?” udbrød politimanden. ”Sig mig var din mor skrub sindssyg?”
Jesper rystede på hovedet. ”Hun var jo forsker. Forskere har ingen grænser for ting”.
”Sandt nok” sagde politimanden, og lænede sig tilbage i stolen. ”Tror du at det var årsagen til de to drab?”
”Hvad mener du?” spurgte Jesper.
”Det grønne. Tror du at det har noget med mågernes morderiske egenskaber at gøre?” uddybede politimanden sig klart og tydeligt.
”Måske” mumlede Jesper. ”Måske har det noget med det at gøre”.
Politimanden nikkede på hovedet og rejste sig fra sin stol, imens han hele tiden havde et fast og strengt blik fast på Jesper.
”Jeg tror ikke helt min mor var klar over hvad hun havde gang i” fortsatte Jesper, og kneb en tåre.
”Vidste du noget om det her?” spurgte politimanden.
Jesper sparkede stolen væk under sig, og slog hånden ned i bordet.
”Det var ikke noget selvmord hvis det er det du mener. Min mor tænkte slet ikke over sådan noget. Det hele var et uheld, og mågerne står bag det. De står også bag de mord der sker ude i byen nu, og I gør ikke noget ved det” udbrød han hidsigt.
”Det er vel ikke dit alvor?” sagde politimanden, roligere end Jesper havde regnet med.
”Jo” udbrød Jesper. ”Lige nu. Ude i byen. De er griske og morderiske. I må stoppe dem”.
Politimanden fik et alvorligt udtryk i ansigtet.
Han rejste sig fra stolen, gik forbi bordet med Jesper og hen mod døråbningen hvor en anden politimand stod.
”De tror vel ikke på ham?” spurgte politimanden ham i forbifarten.
”Nej, men det kan være at ungen taler sandt. Afspær byen med politimænd og få de måger fjernet” sagde politimanden sikker i sin sag.
Jesper blev stående tilbage med et blik ned i bordet, og få tårer løbende ned af kinderne.
Så kom politimanden der havde stået i døren, og tog fat i Jesper. Han fulgte frivilligt med ham.
De gik igennem en lang grå gang, til de kom til en kæmpe hoveddør.
Han hev Jesper med udenfor hvor hans onkel stod og ventede ham.
”Onkel Faris” udbrød Jesper. Han løsrev sig fra politimandens hårde greb, og løb hen til sin onkel der stod med udbredte arme for at give ham et knus.
Jesper gav ham et ordentligt kram, og var lige ved at græde igen.
”Jesper. Kære Jesper” sagde hans onkel, og strøg ham hen over håret. ”Stakkels Jesper”.
Politimanden blev stående lidt og kiggede.
”Vi klarer os herfra” sagde onklen så, og tog fat i Jespers hånd.
Politimanden nikkede. ”Vi skal nok få de væmmelige måger ud af den her by”.
Men han lød alligevel ikke alvorlig nok til at skulle mene det, syntes Jesper. Men han sagde jo at de ville gøre det, så der var ikke mere at bekymre sig om. De havde sikkert allerede fanget alle fire.
Jesper og Onkel Faris gik sammen hen mod hans sorte Mercedes der holdt lidt væk fra politistationen.
Da de havde sat sig ind i bilen blev onklen lidt siddende og kiggede ud gennem forruden med et tungt og trist blik, inden han satte bilnøglen i.
”Savner du din mor?” spurgte han så og kiggede hen på Jesper der sad på sædet ved siden af ham.
Han nikkede, og mærkede gråden presse i halsen på ham. Men han holdt inde.
”Jeg savner hende også. Jeg savner dem begge to” sagde han og snøftede.
Så satte han nøglen i bilen, drejede på den så motoren begyndte at brumme og kørte ud af grusstien.
Jesper havde sit blik rettet ud af bilruden. Han kiggede på den blå himmel i lidt tid da han pludseligt skimtede noget der bevægede sig deroppe.
”Det er dem” udbrød han, og fik pludseligt store øjne. Han pegede op på himlen hvor fire måger var på vej hen mod dem. De hylede og skræppede så højt at menneskerne der gik rundt omkring på fortovet blev forskrækkede og begyndte at løbe væk. ”Kør”.
Onkel Faris satte speederen op, og nu fløj de hen ad landevejen med mågerne i hælene.
Alle de mennesker mågerne kom forbi på vejen dykkede de lige igennem så de faldt døde om.
Jesper fik tårer i øjnene, og begyndte at skrige af ren rædsel.
”Kør hurtigere” beordrede han sin onkel, da han kiggede ud gennem bagruden og opdagede mågerne kun få meter fra dem. ”De flyver for hurtigt”.
I det samme hørte de bagruden blive knust, og et højt og vredt skrig farede igennem deres ører.
Da kom to måger ind fra sideruderne af, og smadrede dem fuldstændigt.
Den 4. sidste måge styrtede lige igennem forruden med et brag, og med sit spidse næb ind i brystet på Onkel Faris. Jesper skreg af sine lungers kræft. Han var skræmt fra vid og sans.
Bilen stoppede idet onklens lig væltede hen mod Jesper.
Bilen standsede hurtigt og Jesper greb fat i bildøren og fik den åbnet.
Han begyndte at løbe væk fra bilen og hen mod politistationen med tårer væltende ud.
Han kunne slet ikke tænke, og han kunne hele tiden hørte mågernes hæslige skrig bag sig.
På vejen hen til politistationen fik han øje på en masse lig der lå rundt omkring på fortovet.
Alle havde et kæmpe hul i maven og indvolde der flød ud. Han væmmedes. Men han fokuserede hele tiden på at nå frem til politistationen.
Da han omsider nåede frem var politistationens vinduer fuldstændigt smadrede.
Han løb ind igennem den smadrede hoveddør, og ind på en af de lange grå gange. Der lå døde mennesker over det hele rundt på gulvene, og alle havde et kæmpe stort hul i maven og vidt åbne øjne der gloede livløst på ham.
Han begyndte at ryste over det hele, imens hans ben automatisk begyndte at løbe ned igennem den lange gang.
”Hallo?” skreg han, og drejede ned af en til gang. ”Er her nogen? Er her nogen overlevende?”
Da han løb forbi en halvt åben dør mærkede han et hårdt greb i sin arm, og han blev trukket ind i rummet.
Han gav et lille skrig fra sig, men da var der en hånd der lagde sig over for hans mund.
Han var havnet i et rum med en anden dame. Hun var politimand, for hun var iklædt en uniform.
Da han var kommet sig med skrækken slap hun hans mund og smækkede døren helt i.
Hun tændte lyset, og Jesper så at han var havnet i et kosterum.
”Hvem er du?” spurgte han chokeret damen.
”Jeg er Madeleine Schwartz. Politidame her” svarede hun, og rakte sin hånd frem mod ham.
Han tog fat i den og nikkede. ”Jeg hedder Jesper. Hvor er alle de andre.. levende?”
”Jeg er den eneste overlevende her på stationen. Der kom et hav af måger lige før og angreb stationen. De er over det hele, og de er meget griske” forklarede Madeleine ham. ”Det lykkedes mig at gemme mig i det her kosterum, men jeg kunne hele tiden høre menneskernes skrig ude på gangen”.
Jesper sank en klump. ”Er mågerne væk, nu? Fire jagtede lige mig og min onkel i hans bil og de..”
Han stoppede og begyndte igen at græde. Så fortsatte han. ”De dræbte ham”.
Han tog hånden op til sin pande og mærkede en blødende sprække i sin hud.
”Hvad gør vi? De formerer sig lynhurtigt” udbrød Jesper.
”Hvordan ved du så meget om dem?” spurgte Madeleine, og satte sig på hug.
”Min mor er vidst nok på en måde skyld i det her blodbad” svarede Jesper, og rømmede sig. ”Men hun er død nu. Alle jeg kender er døde. Dræbt fordi min mor havde en sindssyg idé”.
”Det gør mig ondt” svarede Madeleine. ”Men der er intet at gøre ved det nu”.
”Slet ikke?” spurgte Jesper chokeret. ”Skal vi bare vente her til mågerne finder os og dræber os smertefuldt som de gør ved alle andre her i byerne rundt omkring”.
”Nej, selvfølgelig ikke” svarede Madeleine. ”Jeg synes vi skal prøve at stresse af nu. Jeg ved at de er griske, men vi redder ikke de stakkels mennesker derude ved at sidde her”.
Hun åbnede langsomt døren på klem, og kiggede ud af den.
”Fri bane” sagde hun, og kravlede ud af døren.
”Hvad? Nej vent!” udbrød Jesper. ”Hvor skal vi hen? Vent på mig”.
Han spurtede på knæ ud efter hende. Han ville ikke blive tilbage alene i kosteskabet.
De løb begge ned af de lange grå gange. Jesper holdt sig tæt på Madeleine. Han følte sig utryg fordi han ikke vidste om dræbermågerne havde gemt sig for dem et sted.
Da de nåede hen til hoveddøren var Jesper ved at falde over et lig der lå midt på gulvet med vidt åbne øjne, og et kæmpe hak i halsen hvor der stadigvæk sprøjtede blod ud.
”De er også begyndt at gå efter halsen” gispede Jesper. ”Madeleine, jeg kan ikke klare det”.
Han holdt hånden over for munden da en kvalmende stank spredte sig fra ligene.
”Rolig nu, Jesper” sagde Madeleine. ”Vi skal nok klare det”.
”Hvordan?” vrissede Jesper, og så på Madeleine med et bedende blik. ”Hvordan skal vi kunne stoppe nogle gale mordere, der flyver op over os, og som formerer sig 3 gange hvert 10. sekund. Hvordan!”
Madeleine følte sig irriteret på Jesper, men i stedet for at flippe ud på ham bed hun sig i læben, og sagde: ”jeg tror faktisk at vi har et slags lille laboratorium liggende her på politistationen”.
”Hvad så” sagde Jesper flabet. ”I har et laboratorium. Hold da op, skal vi lave flere monstermåger?”
Da slog det klik for Madeleine. Hun slog ud mod hånden imens hun råbte: ”kan du ikke tænke selv, knægt. Vi kan lave noget i laboratoriet som måske kan udrydde mågerne”.
”Hvor ligger laboratoriet?” spurgte han så.
Madeleine lod blikket glide hen ad det grå gulv, videre ned af gangen, og helt ned til enden af gangen hvor der var en dør.
”Helt dernede?” udbrød Jesper.
Madeleine nikkede. ”Vi havde ikke andre rum som vi kunne have vores laboratorier i, så – ”
”Lige meget” afbrød Jesper hende. ”Lad os gå derned. Hvert sekund tæller”.
”Vent” sagde Madeleine, og greb fat i Jespers ærme. ”Når jeg siger 3, så løber vi alt hvad vi kan ned af gangen. Du skal løbe, og ikke se dig tilbage”.
Jesper mærkede hvordan hans hænder og resten af hans krop begyndte at ryste. Han nikkede.
”1..” begyndte Madeleine. Hun stillede sig klar til at kunne spæne alt hvad hendes ben kunne. ”2.. 3!”
Jesper og Madeleine spurtede ned af gangen, begge alt hvad de kunne.
Da de næsten var dernede var en af dørene de løb forbi lidt på klem. Straks hørte de et højt skrig, og derefter fløj to måger lige ud af den åbne dør og ind i Jesper.
Madeleine stoppede op da Jesper faldt sammen på gulvet med to måger omkring sig.
De hakkede i ham, og en af mågernes skarpe næb havde ramt Jesper i låret.
Madeleine løb hen til Jesper og fik sparket den første måge i gulvet, den anden sad fast i Jespers arm og ville ikke rokke sig ud af stedet. Den blev ved med at prikke sit skarpe næb ind i Jespers arm.
Han skreg og vred sig alt hvad han kunne for at slippe af med mågen.
Til sidst lykkedes det Madeleine at få sine hænder rundt om mågens hals og knække den. Den udstødte et højt skrig lige før den faldt til jorden og var stendød.
Jesper peb af smerte, og da han prøvede at rejse sig op kollapsede han på gulvet med det samme.
Madeleine fik øje på de rasende måger der kom flyvende hen mod dem fra den ene ende af gangen af, og straks greb hun Jesper op i favnen, og begyndte at løbe alt hvad hun kunne hen til døren hvor laboratoriet var.
Hun nåede lige indenfor, og smække døren i efter sig da hun mærkede nogle hårde bump mod døren.
”De er godt nok ivrige” sagde Madeleine forpustet, og lagde forsigtigt Jesper på gulvet.
”Det er fordi de kan lugte blod. De bliver helt vilde” stønnede Jesper, og lagde sin hånd over sit smertende ben hvor blodet løb fra. ”Vi må forhindre blodet i at løbe. Ellers er det ude med os”.
Madeleine fik hurtigt tændt lyset, og straks lyste hele laboratoriet op. Det var ikke specielt stort, men stort nok til at kunne indeholde en masse formler.
”Jeg tror godt vi kan finde noget der kan stoppe din blødning” sagde Madeleine, og løb hen mod skrivebordene der stod på rad og række op af væggen.
Hun hev fat i alle skufferne, og ved det 2. sidste skrivebord fandt hun en forbinding i skuffen.
”Her, vikl det her om dit ben. Stramt, så blødningen stopper” beordrede Madeleine, og kastede det hen mod Jesper.
Han greb det, og fik det lynhurtigt slynget rundt om benet. I starten blødte det bare igennem, og der kom store blodpletter frem på forbindingen, men lidt efter stoppede det.
Der var også blevet stille udenfor.
”Det var lige i sidste sekund” sagde Jesper udmattet, da han fik øje på den lås der holdt døren som var dirket halvt op. ”Madeleine, skynd dig at find noget som vi kan udrydde mågerne med”.
Han fik rejst sig op ved hjælp af et bord, og haltede hen mod hende.
”Men hvad skal jeg lede efter?” spurgte Madeleine. ”Hvad kan stoppe dem?”
Jesper var tavs et øjeblik imens han tænkte sig om. Han hoppede på et ben hen mod en kæmpe reol fyldt med forskellige mapper.
”Find en tilfældig. Vi gennemgår alle mapperne og prøver at finde en formel der muligvis kan hjælpe” sagde han, og trak en tilfældig ud.
Han begyndte at kigge den igennem en side af gangen.
”Men det vil tage for lang tid” sagde Madeleine. ”Vi må prøve at lave noget selv”.
”Er du rablende vanvittig?” udbrød Jesper, og klappede mappen sammen med en hånd. ”Hverken du eller jeg er professor. Du er politidame, og jeg er en helt normal dreng på 15 år der lige har mistet sin mor”.
Han mærkede vreden stige i ham. Han havde ikke både mistet sin mor, men også sin tante, onkel, og sikkert også andre familiemedlemmer. Hans hænder knyttede sig langsomt.
Madeleine vidste ikke hvad hun skulle sige. Han havde jo ret. Men han ville åbenbart ikke engang forsøge at lave en formel.
”Enten laver du formlen, ellers gør jeg? Jeg skal ikke stå her og vente på min død” røg det så ud af hende. Hun gik hen til en hylde der var hamret fast i væggen over skrivebordene og tog forskellige glasflasker ned af den.
Dem satte hun på et bord i rækkeorden, og derefter tog hun et større reagensglas, og begyndte at hælde forskellige blandinger ned i den.
”Ikke min død” mumlede hun ind imellem for sig selv.
Jesper stod henne i hjørnet, lænet op af bordet med et smertende ben og så på.
Han kunne hele tiden høre skrig ude fra gaden af, og det var så voldsomt at han til sidst greb hænderne op foran ørerne.
Da der var gået flere timer var Jesper faldet i søvn, og han lå på et af bordene og sov.
Madeleine havde i al den tid siddet med trætte øjne og havde prøvet at lave en rigtig formel.
”Jeg er ved at have den nu” havde hun sagt hver gang, men det passede bare ikke.
På et tidspunkt greb hun en af mapperne fra reolen, og gik den igennem indtil hun fandt noget med, ”knoglesyre”.
Hun tog siden ud af mappen, og lagde den på bordet ved siden af alle de formler hun havde lavet.
”Ætser knogler” læste hun fra papiret. ”Det lyder farligt, men alligevel som noget man kan udslette måger med”.
Hun begyndte at blande forskellige sammen til hun til sidst fik lavet den rigtige formel.
”Jesper” råbte hun højt.
Det gav et sæt i Jesper der blev vækket, og var ved at falde ned af bordet.
”Hvad er der?” spurgte han, og bevægede sig langsomt og halvvågent ned af bordet.
”Jeg har lige lavet en god formel. Dette er knoglesyre, og det ætser” sagde Madeleine, og viste flasken frem mod Jesper.
”Hvad skal du nu bruge den til?” spurgte Jesper, og gabte højlydt. ”Ætse os selv så vi dør som alle de andre mennesker derude?”
Madeleine lagde hovedet på skrå og nænnede ikke at svare på hans flabede kommentar.
I stedet puttede hun en prop i flasken, og puttede den derefter ned i sin lomme.
”Vi skal af sted nu. Inden det bliver mørkt” sagde Madeleine.
I det samme gik strømmen, og der blev kulsort. Jesper kom til at gispe fordi han fik sådan et chok.
”Hvad skete der? Hvem slukkede for strømmen?” spurgte Jesper nervøst.
Madeleine fandt frem til stikkontakten og prøvede at trykke på den, men der skete intet.
”Jeg tror at det var mågerne der slukkede for den. Nu er det oven i købet ved at blive mørkt” mumlede Madeleine, og trykkede en ekstra gang på stikkontakten. ”Nu er vi virkeligt i knibe”.
Hun fik åbnet vinduet, og kiggede ud af den og op på taget hvor hun fik et kæmpe chok.
Ledningen der sad sammen med XXXX var blevet brækket op og stod nu lige op i luften.
Rundt omkring på taget sad de morderiske måger og stirrede sultent på Madeleine.
”Shit” udbrød Madeleine, og betragtede hvordan mågerne begyndte at bevæge sig hen mod hende.
”Jesper! Jesper, vi har et lille bitte problem”.
Jesper kom haltende hen til Madeleine. ”Hvad er der?” spurgte han.
Madeleine pegede ud af vinduet, og Jesper kunne akkurat lige stikke hovedet ud af vinduet.
”E-er det mågerne?” råbte han nervøst, og trak hurtigt hovedet til sig igen.
”Ingen hurtige bevægelser” sagde Madeleine, og holdt fast i Jespers ærme. ”Det er som om de er tiltrukket af bevægelserne”.
”Og blodet” tilføjede Jesper, og kiggede ned på sit ben der igen var begyndt at bløde. Blodet løb ned af hans bukseben og ud på gulvet hvor den dannede en sø.
”Hør her Jesper. Når jeg har talt til 3 griber du den her flaske og kaster den op på taget” sagde Madeleine og sank en klump. Forsigtigt førte hun hånden ned til sin lomme, imens hun hele tiden havde et vågent blik på de glubske måger der kunne slå til når som helst.
”De er kun få meter fra os, og kan spise os på 10 sekunder” tilføjede hun.
Det gjorde ikke Jesper mere roligt, men da Madeleine havde talt til 3 greb han flasken og kastede den ud af vinduet som Madeleine havde sagt at han skulle.
Men han kastede den bare den forkerte vej, og i stedet ramte den fortovet med et brag, hvorefter al væsken flød ud på de hårde sten.
”Neeeej” råbte Jesper idet mågerne slog vingerne ud for at flyve hen til dem.
Madeleine skyndte sig at hive Jesper og sig selv ind af vinduet og derefter smækkede hun det hårdt i.
Hun skulle til at låse det helt da to af mågerne fløj igennem ruden som var det gelé.
Jesper troede for alvor at han skulle dø, men da skete der noget helt uventet for dem.
Der lød et ordentligt tordenbrag udefra og derefter begyndte huset at ryste en smule. Da det var stoppet var lyset gået, og der var nu helt mørkt i laboratoriet.
”Hvad skete der? Hvor er mågerne der angreb os før?” spurgte Jesper chokeret, der var landet på gulvet efter husets rystetur. ”Madeleine? Er du der?”
Han opdagede at Madeleine stod henne i vinduet og kiggede ud af det og op på taget.
”Luk vinduet, ellers kommer de ind” råbte Jesper, og løb hen til hende.
Men Madeleine sagde intet. Hendes blik var fastholdt op mod taget.
Jesper tog selv chancen, meget forvirret, og stak hovedet ud af vinduet. Det første han fik øje på var det forkullede tag.
”Hvad er der sket?” udbrød han, da han fik øje på alle de døde måge lig der lå på taget.
”Jeg tror lynet slog ned i den løse ledning på taget, og ristede dem alle sammen” sagde Madeleine chokeret.
”Nu skal du ikke begynde at have ondt af dem” sagde Jesper, og tog sig til sit blødende ben. ”Men hvor er de andre to der..”
Mere nåede han ikke at få sagt før han hørte et højt skrig, og bag fra et af bordene af dukkede de to måger op fra før. De var åbenbart ikke blevet ramt.
De gik et stykke hen ad bordet, og derefter lettede de og begyndte at flyve hen mod Jesper og Madeleine.
”Find noget hårdt vi kan slå dem med” råbte Madeleine.
Jesper kastede sig på gulvet, og fik hevet sig hen af det, og hen mod en kommode der stod.
Mågerne, der skulle til at angribe Madeleine havde for travlt til at se hvad Jesper havde gang i.
Han stak hånden ned i skuffen i kommoden og prøvede at finde noget tungt. Men det var ikke nemt når lokalet var så mørkt.
Pludseligt udbrød en af mågerne endnu et forfærdeligt skrig, og fløj hen mod Madeleine.
Hun fik hevet en tyk bog op foran sig, kneb øjnene tæt sammen, og håbede på at det værste ikke ville ske.
Hun mærkede et hårdt ryk i bogen, og da hun igen åbnede øjnene fik hun øje på mågen der havde angrebet hende. Dens næb stak direkte ind i bogens forside og ud igennem på den anden side.
Den kunne ikke rokke sig løs selvom den vred sig alt hvad den kunne for at komme fri.
Madeleine der var meget rystet stod et øjeblik og kiggede på mågens skarpe næb der stak ud på den anden side af bogen, kun få centimeter fra hendes hals.
”Jesper, kan du skynde dig lidt?” råbte hun, og rettede sit blik hen mod den anden måge der stod rettet mod hende med sit spidse næb.
Jesper åbnede skuffen endnu mere, og prøvede at skimte hvad der lå nede i den, men det var svært.
Da den anden måge fløj hen mod Madeleine fik Jesper hurtigt hevet noget tungt op, og hinkede så hurtigt han kunne hen mod Madeleine.
Da mågen skulle til at angribe Madeleine fik Jesper hevet den tunge ting frem og smadrede den ned i hovedet på mågen så den var død på stedet.
Den sank sammen på gulvet, og han kunne se noget mørkt der løb ud fra dens hoved af. Han mente at det nok var blod.
Nu var der en måge tilbage, og den var så godt som dødsdømt.
Madeleine greb godt fat i bogen og bankede den ind i væggen så der lød et knæk.
Hun gispede chokeret. Hun var ikke vild med at dræbe dyr med vilje, men mågerne havde fortjent det. De havde fortjent det barskeste.
Da de var sikre på at begge måger var helt døde løb Madeleine hen til stikkontakten, og klikkede på den.
Men strømmen var gået, så der skete ingenting. Hurtigt kom Madeleine i tanke om sin lille lommelygte hun havde i lommen.
Hun fandt den frem, og lyste hen på Jesper der stod indsmurt i blod, og med en stegepande i hånden.
”Hvad bliver den dog brugt til her på laboratoriet?” spurgte han chokeret, og slap den så den landede på gulvet med et hårdt brag.
”Jeg ved det ikke Jesper. Men det var et held at den var der” sagde Madeleine, og tørrede sveden af sin pande.
Derefter gik de sammen ud af laboratoriet og ud på gangen hvor alle de døde lå. De gik videre, til de kom til hoveddøren.
Da de kom ud af den så de en masse af byens beboere der gik rundt på gaderne og samlede lig sammen i sorte affaldssække.
Nogle af dem mumlede om en fællesbegravelse.
Få dage senere var alle de overlevende fra byen og byerne i nærheden samlet til en fællesbegravelse.
Jesper og Madeleine var mødt op sammen, og var begge klædt i sort.
Det var hårdt for Jesper at skulle sige farvel til sin onkel, tante og mor, men han kom godt igennem det hele. Han fik fældet nogle tårer da en præst stod og hviskede det sidste, ”amen”.
Efter det fik Jesper lov til at bo hos Madeleine. De blev som en slags mor og søn, og senere fik Madeleine også en mand der blev Jespers plejefar.
De levede lykkeligt som en rigtig familie til deres dage måtte ende.
